JAZZ SPECIAL    december 2014

Arbejde hænger ikke på træerne

Den i dag 71-årige østrigske trompetist og komponist Michael Mantler er aldrig gået den nemme vej som kunstner med sine ambitiøse projekter. Han har kompromisløst fastholdt at skabe sin egen musik igennem en karriere, der med afsæt i den amerikanske jazzavantgarde i starten af 1960erne har bevæget sig i retning af store, litterært og vokalt orienterede orkesterværker i grænselandet mellem improvisation og ny partiturmusik.
Det var allerede temaet, da Mantler i 1968 sammen med bl.a. Cecil Taylor, Pharoah Sanders, Don Cherry og Roswell Rudd indspillede en legendarisk LP med sit The Jazz Composer´s Orchestra. Nu har Mantler lavet en revideret genindspilning, The Jazz Composer´s Orchestra Update, med bigband, fem solister og en strygekvartet. En slags ring er slået om det foreløbige livsværk.

Tekst Christian Munch-Hansen

Da jeg i slutningen af min samtale med Michael Mantler ved spisebordet i hans 4. sals lejlighed på Frederiksberg beder ham om at sammenfatte sin 50 år lange karriere som musiker og komponist, bliver der et øjeblik stille. Jeg forventer ikke, at han svarer, for hvad skal man stille op med sådan et spørgsmål. Hvordan overhovedet koge sin karrieres mange værker, projekter, musikalske ideer, følelser og drømme ind til et koncentreret sprogligt udsagn. Men Mantler tager det ikke ilde op. Nærmest som om det er for banalt og indlysende et spørgsmål, svarer han med et tøvende træk på skulderen:
- Jeg laver seriøs musik.

Der er ingen grund til at gøre det vanskeligere, end det er. Selvom det kan være med en dyb indånding, at man går ombord i Mantlers ofte tungt lastede, mørkt spændingsfyldte, men også smukke pladeprojekter. Her ruger en særlig stemning, og her får man sat en målestok for kunstnerisk integritet og perfektionisme.

Musikalsk revolution i New York
Fra køkkenvinduet er der udsigt over blussende efterårstræer hos den tavse nabo, Solbjerg Kirkegård. Michael Mantler har haft base i København siden 1991 med sin danske kone, tidligere producerassistent i DR Inger Kay, når han ikke lige i sommermånederne opholder sig i Sydfrankrig. Og denne søndag formiddag virker afstanden særlig stor mellem den fredelige, danske gade og det pulserende New York, hvor det hele tog fart i starten af 1960erne.

Som ung, eventyrlysten østriger fandt Mantler ind i undergrundsmiljøet i den amerikanske jazzmetropol. I øvrigt på samme tid som danske John Tchicai. Som bare 18-årig havde Mantler besøgt byen i 1961. Men han studerede i Boston 1962-1964. Først derefter flyttede han til New York, hvor han dumpede ned i en smeltedigel af nytænkende musik og dannede par med Carla Bley. Det var i efteråret 1964, at musikeren Bill Dixon startede, hvad der siden er blevet kaldt jazzens 'Oktober-revolution'.

- Det var et voldsomt kreativt miljø, hvor man mødtes, og ikke bare med jazzmusikere. Man kom i berøring med mange typer kunstnere også fra den moderne kompositionsmusik. Da vi lavede Carlas plade, Escalator over the Hill, var det i et studie, hvor også komponisten Philip Glass indspillede.

- Jeg faldt straks ind med alle og var med til at starte Jazz Composer´s Guild, som Bill Dixon stod for. Her mødte jeg Cecil Taylor, Roswell Rudd, Steve Lacy, Paul og Carla Bley, Jimmy Giuffre, Burton Greene, Sun Ra og mange andre. Det udsprang af en festival på Cellar Café, hvor en masse forskellige grupper spillede. Jeg kom og deltog fra Boston sammen med pianisten Lowell Davidson. Jazz Composer´s Guild eksisterede ikke længe. Der var så mange radikale, stærke og skøre personligheder, at det var umuligt at fastholde nogen enhed.

Rammer for ny orkestermusik
- Vi var en del af et anti establishment, og det var non-kommercielt. Der var ingen klubber eller selskaber, der interesserede sig for, hvad vi lavede, så vi arrangerede selv koncerter og lavede plader. Jeg spillede med Cecil Taylor som trompetist. Og Carla Bley og jeg fandt sammen, måske fordi vi begge skilte os lidt ud. Vi var begge mere komponister end instrumentalister, så vi startede et orkester sammen.

Det var dengang Carla Bley på et tidspunkt i et forsøg på at skabe opmærksomhed sendte en 4-årig dreng op til et af de etablerede selskabers kontorer med et skilt, hvor der stod: 'Record Carla Bley'. Mantlers The Jazz Composer´s Orchestra Association (JCOA) blev fortsættelsen på Bill Dixons kollektive initiativ, og det lykkedes Mantler og Bley gennem private donationer at skaffe midler til deres første plader, der i dag står som væsentlige dokumentationer blandt avantgardens indspilninger. Mantler påtog sig i starten af 70´erne ansvaret for at bygge JCOA´s aktiviteter og netværk op.

- Der var en periode, hvor jeg ikke lavede musik, for der skulle etableres en base for musik- og pladedistribution. Vi kaldte dette selskab for New Music Distribution Service, og vi var de første, der distribuerede ECM i USA i starten af 70´erne, indtil de blev for store for os at håndtere.

Dette organisationsarbejde endte med, at Mantler og Bley sammen stiftede selskabet WATT i 1973 (navnet spiller bevidst både på associationen til elektrisk kraft og energi, og til Becketts roman af samme navn, som var en af Mantlers yndlingsbøger dengang), et ikke uvæsentligt selskab i nyere jazzhistorie. Distributionen blev senere overtaget af netop ECM, der er blevet et vigtigt redskab for udbredelsen af Mantlers musik i en international kontekst.

En rulletrappe over bakken
Men inden da havde Carla Bley med Mantler i de organisatoriske kulisser udsendt sit voldsomt ambitiøse værk på seks LP-sider, Escalator Over The Hill (1971), en slags musikteater med kæmpe orkester og libretto af Paul Haines. Nogle har kaldt pladen for avantgardens svar på Sgt. Pepper med en blanding af free jazz, rock-opera, teater, cirkusmusik og skæve indfald.

Escalator var et værk, som foregreb Mantlers større arbejder med tekster og stemmer. Her mødte Mantler for første gang Cream-bassisten, Jack Bruce, der kom til at spille en væsentlig rolle i flere af hans senere projekter. Bruce medvirker som sanger bl.a. på pladerne No Answer (1974), Live (1987), Many Have No Speech (1987), Folly Seeing All This (1993) og The School of Understanding (1996). Og da interviewet foregår, er det netop en uge siden, at Jack Bruce døde, 25. oktober, i sit hjem i Suffolk, England, 71 år gammel.

- Vi mødte Bruce midt i hans tid med Cream. Hele beat-musikken havde også en påvirkning på os. Jack havde en fantastisk stemme. Han var en eminent musiker og havde et særligt øre. Og så var han en dejlig komponist.

Kedeligt at skrive om kærlighed
Mantler fremhæver Jack Bruce´ soloalbum Harmony Row fra 1971. I det hele taget fylder stemmer og litterære forlæg meget i Mantlers musik. De foretrukne vokalister har foruden Jack Bruce været Robert Wyatt, Mona Larsen og Susi Hyldgaard, der alle har medvirket i flere af Mantlers store koncert- og pladeprojekter, hvor han har tonesat dramatik og poesi af store samtidsforfattere som Samuel Beckett, Harold Pinter, Guiseppe Ungaretti, Edward Gorey, Philippe Soupault og Paul Auster.

- Hele ideen med at bruge litterære forlæg kom egentlig ikke af deres indhold, men af ønsket om at bruge stemmer i min musik. Og i min søgen efter noget brugbart, faldt mit valg på disse tekster, der har et klart og enkelt sprog, men på en abstrakt måde, så de kan synges.

I dag skriver Mantler også selv poetiske tekster, hvilket han allerede tog hul på med The School of Understanding. Man han er tilsyneladende blevet mere direkte i sin kommunikation, som har fået politisk og samtidsorienteret brod.

- Jeg skriver om krig. Hvorfor skrive om kærlighed? Det bliver hurtigt banalt og kedeligt, og al popmusik handler jo om det. Jeg vil hellere skrive om presserende emner. Hvis du ser nyheder i tv eller læser aviser, så er det frygtelige ting, der fylder. Mellemøsten, Irak, Syrien, Afrika, Ukraine. Min musik er ikke 'tung' med vilje. Sådan bliver den bare.

Ingen særlige inspirationskilder
Men at Mantler ikke skriver om kærlighed, passer nu ikke helt. Han har i de seneste år udsendt to romaner på engelsk, Clouds Passing og Random Walk, der har kærlighed og identitet som temaer.

Mantler har ingen særlige musikalske inspirationskilder, hverken hvad angår komponister eller metoder. Han nyder dog at lytte til gamle klassikere som Miles Davis med Gil Evans´ orkester, Ben Webster eller Stan Getz med strygere, eller til moderne komponister som Stravinksy, Bartok og Varése. Og så nævner han Carla Bley som en sand original.

- Jeg kunne have gået i retning af mere abstrakt kompositionsmusik, men jeg tror, jeg bruger melodier så meget på grund af hende. Men ellers har jeg aldrig siddet og analyseret mestrenes musik. Det hele sker inde i mit hoved. At improvisere over et Picasso-maleri siger mig heller ikke noget. Jeg var engang interesseret i at lave filmmusik og skrev til Bergman og Antonioni, men hørte aldrig fra dem. Jeg møder ikke meget musik i dag, som er interessant. Da jeg var ung i New York hørte jeg til gengæld alt, hvad jeg kunne komme til. I The Village Vanguard, Birdland, Five Spot. Ornette Coleman, Cannonball Adderley, Booker Little, Charlie Mingus, Eric Dolphy. Det var rigtig uddannelse.

Favoritterne og den røde tråd
Mantler fik måske ikke realiseret drømmen om filmmusik, men lavede i slutningen af 1970erne sine egne 'film' med pladerne Movies (1978) og More Movies (1980). Med sin store produktion er det nærliggende at spørge, om han har sine særlige favoritter.

- Alle projekter er perfekte, når du laver dem. Og skal være gode. Og jeg synes, at alle mine plader har sine fantastiske momenter. Men set i retrospektiv… Vi lavede en original plade i 1968. Det er noget af det bedste, Cecil Taylor har spillet, men teknisk set var optagelsen ikke så god som i dag. Der er ting, du ikke hører, og jeg vil nok sige, at de frie improvisationer er for lange.

Movies nævner Mantler som et af de bedste eksempler på sin samtids rytmiske fusion ikke mindst i kraft af Tony Williams´ trommespil. Mantler sender også varme tanker til samarbejdet med sine vokalister, og fremhæver Mona Larsen og Susi Hyldgaard. Endelig nævner han duetpladen, For Two (2011), med Bjarne Roupé og den klassiske pianist Per Salo. For Mantler er dette den perfekte plade. Men hvad er det, der i sidste ende kendetegner Mantlers musik? Og er der en rød tråd?

- Min musik er måske ikke helt nem at lytte til. Den kræver koncentration. Men måske du får noget ud af den på emotionel basis. Jeg vil mene, at der er en tråd. En slags logik. Musik kan ikke forklares med matematiske beviser, selvom man kan forstå den teknisk og analytisk. Men jeg forsøger ikke at tænke sådan. Det er ikke interessant at presse musik ned i skemaer og koncepter.

Det meste på eget initiativ
Michael Mantler er lige nu aktuel med The Jazz Composer´s Orchestra Update, en revideret genindspilning af den 46 år gamle kultplade, som involverer det østrigske Nouvelle Cuisine Big Band, radio.string.quartet.vienna samt Mantler selv på trompet, saxofonisterne Harry Sokal og Wolfgang Puschnig, pianisten David Helbock samt svensk-danske Bjarne Roupé på guitar.

Han er desuden i gang med et kammermusikalsk projekt med et anti-krigstema med egne lyriske tekster, oprindelig affødt af et fransk kommisionsarbejde med opførelse i Paris, juni 2014, hvor han skrev musik til Patti Smiths digt 'Birds of Iraq'. Opførelse og indspilning af det nye materiale vil finde sted i september 2015 i Wien. Ellers hænger bestillingsarbejder ikke på træerne for Mantler, der insisterer på at fastholde sin status som ambitiøs orkesterkomponist.

- Jeg kunne godt tænke mig at skrive mere for symfoniorkester. Men det sker nok ikke igen. Det er for dyrt. Der er ganske enkelt ikke muligheder og tilbud til sådan én som mig. Før i tiden havde jeg lejlighed til at producere en del musik i DR, men alt det stoppede. De fleste projekter, jeg har lavet, har været på eget initiativ.



Et udvalg af Michael Mantlers udgivelser:

* Communication (Fontana, 1965). Den første indspilning med Jazz Composer´s Orchestra bl.a. med Paul Bley, Roswell Rudd, Jimmy Lyons og Steve Lacy.

* The Jazz Composer's Orchestra (JCOA Records, 1968). Stærk tobak med stort band og solister som Cecil Taylor, Don Cherry, Larry Coryell og Pharoah Sanders.

* Carla Bley & Paul Haines: Escalator over the Hill (JCOA Records, 1971). Det musikdramatiske storværk af Carla Bley, som Mantler var producer af og koordinator for.

* No Answer & Silence (WATT, 1974 & 1977). To originale projekter med litterære forlæg af henholdsvis Samuel Beckett og Harold Pinter med bl.a. Jack Bruce, Carla Bley, Don Cherry og Robert Wyatt.

* Movies & More Movies (WATT, 1978 & 1980). Jazzrock fusion af fornem klasse bl.a. med Larry Coryell og Tony Williams.

* Live (WATT, 1987). Atmosfærefyldt og skæbnetynget musik bl.a. med vokalist Jack Bruce og guitaristen Rick Fenn.

* Many Have No Speech (WATT, 1987). Original orkestermusik, indspillet med DR Underholdningsorkester, guitaristen Rick Fenn og vokalisterne Jack Bruce, Robert Wyatt og Marianne Faithfull.

* Folly Seeing All This (ECM, 1993). Smuk og spændingsladet crossover med strygere, trompet, klaver, guitar, vibrafon og Jack Bruce og datteren Karen Mantler, der fremfører ord af Samuel Beckett.

* Cerco Un Paese Innocente (ECM, 1995). Lysende værk, hvor Mona Larsen fortolker digte af Guiseppe Ungaretti med DR Big Band og strygere.

* Hide and Seek (ECM, 1996) Knappe, lyriske dialoger af Paul Auster, sat i musik og med Robert Wyatt og Susi Hyldgaard som stemmer.

* Songs and One Symphony (ECM, 2000). Tonesatte digte af Ernst Meister med Mona Larsen og Chamber Music and Songs Ensemble (fra 1993) foruden Mantlers første symfoni (fra 1998).

* Review (ECM, 2006). Glimrende vue over Mantlers karriere på én cd med optagelser, der spænder fra 1968-2000.

* For Two: Bjarne Roupé & Per Salo (ECM, 2011) Fascinerende koncentrat af Mantlers kunst med det ene ben i noteret klavermusik og det andet i guitarimprovisation.

* The Jazz Composer's Orchestra Update (ECM, 2014) Nye og reviderede opførelser af materiale fra Mantlers 1968-indspilning.