JAZZ SPECIAL march 2015
Michael Mantler
The Jazz Composer's Orchestra Update
Man
har snarer lyst til at skrive et essay end en anmeldelse, når man
lytter til Michael Mantlers musik på THE JAZZ COMPOSER'S ORCHESTRA
UPDATE, der er en revideret genindspilning af lp'en fra 1968 af næsten
samme navn. Et essay, der kunne handle om alle de associationer, denne
free jazz for stort orkester vækker, og som sammenhængen
mellem jazz og moderne musik i det hele taget - intet mindre. Christian
Munch-Hansens læseværdige artikel om den i Danmark bosiddende
Mantler i forrige nummer af Jazz Special giver en god personlig og musikhistorisk
baggrundsforståelse for manden og musikken. Komponisten og trompetisten
Mantler indspillede i 1968 THE JAZZ COMPOSER'S ORCHESTRA med bl.a. Cecil
Taylor, Pharoah Sanders og Don Cherry. Det var i 60erne, Mantler fandt
interessen for den såkaldte third stream, som ville bygge
bro over jazz og ny kompositionsmusik. Som væsentlig avant-gardist
har han været med til at skabe forudsætningerne for, at jazzens
sprog har udvidet sig. Og hvor utilgængelige dele af denne musik
end kan virke for det forudsætningsløse øre, er dog
en rigdom at hente, hvis man har åbenheden og tålmodigheden
til at dykke ned i den.
Det ti stykker i værket - mere eller mindre reviderede af Mantler
- fremstår som kortere satser, der forener en række musikalske
ideer i et samlet vitalt og spændstigt udtryk, en slags vrangens
æstetik serveret råt for usødet. Man kan lægge
mange betydninger ind i musikken, og det er måske denne musiks allerstørste
gevinst. Det skønne og det grimme, det evige og det forgængelige,
det aspirerende og det illusionsløse i de kræfter, der tager
bo i verden - en verden i en stadig bevægelse mellem orden og uorden,
gjort fortættet og konkret i dette musikalske mikrokosmos, som Mantler
og hans musikere skaber. En form for delvis kontrolleret anarki i en fortsat
søgen efter det, der endnu ikke er, men er ved at blive til? Med
ragnarok inden for rækkevidde? Det er musik, der kalder på
at få en mening udlagt - og en ekspanderende musik, både i
dens sigte og effekt.
Kombinationen af bigband-musikerne i Nouvelle Cuisine Big Band og strygerne
i radio-string-quartet-vienna gør sig forrygende i adskillige passager,
tilført Bjarne Roupés elektriske guitar, der kan opfattes
som én af de menneskelige stemmer, der kan høres i værket.
Roupé - som vi bl.a. kender fra hans tid i DR Big Band og som også
tidligere har været Mantlers samarbejdspartner - er en væsentlig
brik i musikken tillige med pianisten David Helbock, alt-saxofonisten
Wolfgang Puschnig og tenor-saxofonisten Harry Sokal, som alle med heftighed
og vild poesi yder solistiske præstationer, der ind imellem næsten
er bogstaveligt sindsoprivende. Michael Mantler er i udgivelsens noter
inde på, at han i årenes løb i stadig større
grad har favoriseret komposition i forhold til improvisation, således
at hans musik får en homogen karakter. Men komposition ikke forstået
konventionelt som akkorder, der ændres, siger han. Det indre spændingsforhold
mellem kompositoriske og improvisatoriske elementer bidrager afgjort til
at få lytteren til at leve med.
THE JAZZ COMPOSER'S ORCHESTRA UPDATE er vedkommende musik, der lige så
vel kunne have været skrevet i dag som i 1968 - frisk og nutidigt.
Når man åbner for dens sluser, er der masser at hente for
både fornuft og følelse. Mantlers tonale udsagn er vildt
og syret og indbyder til fortolkning. Og dét er en påpegning
af, hvad musik er i stand til - fra menneske til menneske. Ikke nogen
ringe egenskab at have!
- Jakob Hassing
