JAZZ SPECIAL august/september 2011
(fra et interview
med Bjarne Roupé)
Da denne skribent Iyttede på Roupés guitar og Per Salos
piano på Michael Mantlers nylige ECM-cd, FOR TWO, slog det mig,
hvor udpræget pianoet var ledende stemme, mens guitaren kom bagefter
- kommenterende. Som en dans hvor pianoet fører. I noterne fremgår
det også at de to instrumenter er indspillet med to måneders
mellemrum i henholdsvis et fransk studie og derefter hjemme i Roupés
kælderstudie. Hvordan fungerede den arbejdsproces?
- Når man sidder i forskellige studier og indspiller, så har
man ikke overblik over hvordan det kommer til at Iyde. Det kræver
så, at nogen producerer i den sidste ende. Det gjorde Mike [Mantler],
og hverken Per Salo eller jeg var med - og vi vidste, det skulle være
sådan. Jeg mener, at Carla Bleys ESCALATOR OVER THE HILL [fra 1971,
hvor Michael Mantler medvirker og danner par med Carla Bley] er produceret
lidt på samme måde: De store bånd blev sendt rundt i
verden, så de forskellige musikere kunne lægge deres ting
på.
Det er en arbejdsproces, der kendetegner Michael Mantler, men som man
kan hævde er fremmed for jazzens væsen, hvor det typisk er
det levende samspil på scenen, der er ideal for den kreative proces.
- Vi er et andet sted med denne musik. Pianodelen er også HELT nedskrevet,
mens guitaren har nogle takter hist og pist - resten skal jeg selv fylde
i.
Bjarne Roupé bladrer rundt i noderne til Mantlers FOR TWO.
- Du kan for eksempel se her - dér er 15 takter. Det er en decideret
[komponeret] guitarsolo. Den er så indspillet og ligger på
et spor. Men så siger Mike: "spil noget andet". Det gør
jeg så. "Spil noget tredje." Og så gør jeg
det. Han ender så op med at ha' ret mange spor. Processen er langsommelig,
men det gør ikke noget.
- Det var kanon at få lov at fyre det af live. Der var utrolig
mange ting, der faldt på plads. Det her åbne sted [peger i
en node] har jeg frihed til at forskyde tingene rimelig meget. For Iytteren
er det mange steder tilsyneladende rubato, men ikke helt for os. Vi har
ikke en rytme kørende i foden, men vi går efter forskellige
indsatser.
Musikken blev opført to gange i klubben Porgy & Bess i Wien
og blev godt modtaget. Men som det ofte er tilfældet med Mantlers
projekter, står arbejdsindsatsen ikke mål med det pekuniære.
- Mange tror, at musikken er atonal, men det er den faktisk ikke. Det
meste er tonalt og stemningsfyldt - men stemningerne skifter hurtigt.
Krævende musik og sjovt at spille. Øvningsindsatsen, i forhold
til hvor mange gigs der kommer, er helt vanvittig. Det er en investering
man gør for sin egen skyld. Nu har jeg spillet med Mantler i mange
år, og jeg har lidt fornemmelsen af, at han skriver for mig. Han
ved, hvornår jeg Iyder godt, selvom han har en lidt anderledes æstetik
end jeg. Han kan godt li', at guitaren Iyder lidt skævt, hvor jeg
ville ha' gjort den rundere og med lidt mere rumklang. Men det kom så
live.
- Med CONCERTOS, hvor Bob Rockwell blandt andre var med, tog vi ned til
Berlin og øvede intenst i en uge, spillede én koncert og
indspillede pladen dagen efter. Det tog ekstremt lang tid med det lille
miniature symfoniorkester, som havde svært ved at spille det rigtigt.
Bjarne Roupé har arbejdet med Michael Mantler siden 1993. Hvordan
kom det første møde i stand?
- Det var, da han kom til Danmark. Han samlede et band, der spillede mange
ret eksperimenterende ting. Han havde også andre ensembler rundt
omkring i verden. Men når han var i København, mødtes
vi i Studie 3 i Radiohuset, hvor han li'som fik studietid, når der
ikke skete noget andet. Så lavede vi for eksempel noget med bigbandet
og italienske digte [CERCO UN PAESE INNOCENTE med Mona Larsen som vokal
solist].
- Jeg havde Iyttet til hans musik gennem alle årene, før
jeg kom til København. Guitarens funktion i hans musik har altid
været spændende.usikere kunne lægge deres ting
på.
