BERLINGSKE TIDENDE   30. januar 2002

Austers absurditeter

Instruktøren Rolf Heim har skabt et vellykket krydsfelt mellem skuespil, dans og sang i Kanonhallens fusionsforestilling "Hide & Seek" til tekst af Paul Auster.

Det vrimler med absurde spørgsmål i Paul Austers lille Beckett-inspirerede kammerspil "Hide and Seek" fra 1976. Talesprogets floskler fremstår i grotesk skær, og banale spørgsmål som "Kan du se hvad jeg mener?" opfattes helt bogstaveligt i den delikate dialog mellem manden og kvinden i stykket. En dialog, der med Austers karakteristiske natsorte humor udfolder sig som et raffineret semiotisk spil, hvor al kommunikation er dømt til at gå skævt.

Med sin hang til det absurdistiske faldt den herboende østrigske komponist Michael Mantler allerede for et par år siden for Paul Austers tekst og skabte en musikdramatisk fortolkning af "Hide & Seek" for to sangere og kammerensemble. Det er denne for Mantler typiske cross-over komposition mellem jazzens og modernismens stilarter, der nu går som en stærk rød tråd gennem Kanonhallens opsætning af Austers værk. Instrumentalmusikken er hentet fra sidste års CD-indspilning, mens sangen opføres live med stort nærvær og fin kontrast mellem Susi Hyldgaards klare og Per Jørgensens mere grove klang i stemmen.

Men manden og kvinden fra Paul Austers tekst optræder i ikke mindre end tre gestaltninger i Kanonhallens sceniske version af "Hide & Seek". For målet har netop været at lade teksten komme til udtryk både gennem musik, skuespil og dans. Og med stor snilde er det lykkedes for den schweiziske instruktør Rolf Heim at bringe kloninger fra hver af de tre kunstarter på scenen, hvor de vellykket supplerer og blander sig i hinandens spil.

Følelsernes kulde

Skuespillerne Charlotte Munksgaard og Pauli Ryberg er suveræne i deres enfoldige ansigtsmimik, kejtede kropssprog og tydelige tekstformidling på originalsproget. Med klokkehat og plisseret nederdel klamrer hun sig indædt til sin håndtaske, men kan også blive til et frivolt sexhungrende vilddyr, når hun smider hatten og slår håret ud. Underfundigt - og dejligt frit for platheder - udspilles parrets seksuelle frustrationer. Når han fryser, har hun det varmt, og spørgsmålet er, om kulden sidder i tankerne eller i kroppen.

Frustrationer og følelser får frit afløb hos de to dansere, der som en ung version af det stivnede par også afspejler tekstens klicheer i Tim Feldmanns velfungerende koreografi, hvor marionetagtige bevægelser tegner karakterer ligesom hos angerne og skuespillerne. Charmerende og koket er Victoria May både på tåspids og barfodet, og der er høj energi i Timothy Le Roux' plastiske bevægelser. Men det kniber slemt for danserne at formidle deres få tekster.

Kulden mellem manden og kvinden afspejles i scenografen Sisse Jørgensens fantastisk flotte, foranderlige iskolde turkise scenerum, hvor aktørernes kostumer går i ét med væggenes brokadelignende stoffer. Og det er næsten som at træde ind Pina Bauschs univers, når vi ser parrene i Paul Austers gemmeleg stå presset op mod væggene. Her er nicher, døre og adskilte rum, der dog alle blot fører til nye tomrum, adskillelse og deprimerende ensomhed. Men det er en fornøjelse at opleve, at tre kunstarter kan mødes og udfylde Paul Austers absurde tankerum i "Hide & Seek" i et velfungerende dynamisk samspil.

- Vibeke Wern

Musik på egne ben

Michael Mantlers musik forholder sig til Paul Austers tekster, men den forholder sig i endnu højere grad til komponistens egne værker gennem 30 år.

I forhold til den igangværende forestilling i Kanonhallen er det nærliggende at opfatte CDen "Hide and Seek" som en slags appendix. Men sådan forholder det sig slet ikke.

Pladen er indspillet i 2000 og udsendt i 2001, og ret beset kunne den sagtens leve uden en dramatisk bearbejdning. Selvfølgelig forholder musikken fra komponisten og trompetisten Michael Mantler sig til Paul Austers tekster, men den forholder sig i endnu højere grad til komponistens egne kreationer gennem de sidste 30 år.

Michael Mantler var i 60erne aktiv på den eksperimenterende jazzscene i New York, og da han i midten af 70erne begyndte at udsende plader i eget navn, anlagde han hurtigt en markant stil, præget af alvor og melankoli - ja, selv hans rockmusikalske værker forekom dystre, og så hentede han så vel inspiration som tekster hos tidens toneangivende forfattere, eksempelvis Harold Pinter og Samuel Beckett.

Paul Auster falder altså smukt ind i kongerækken, og hans statiske og nærmest klaustrofobiske dialog bliver fremragende formidlet af Susi Hyldgaard og af den britiske sanger Robert Wyatt, som Michael Mantler kontinuerligt har arbejdet med i mere end 25 år.

Musikken, som er af udpræget europæisk tilsnit - tilsat rock- og jazzmusikalske ingredienser - og som spilles af 11 musikere fra så vel den klassiske som den rytmiske lejr, smyger sig elegant, dramatisk kommenterende og stemnings-stimulerende om dialogen. Og derudover er der seks små instrumentale intermezzi med den velvalgte fællestitel "Unsaid".

Ensemblet er i god balance, og blandt instrumentalister, der i særlig grad formidler en emotionel oplevelse, skal fremhæves Bjarne Roupé, Susi Hyldgaard, Per Salo på henholdvis guitar, harmonika og klaver. Og så anslår komponisten - med sit umiskendelige melankolske trompetspil - i den indledende "Unsaid" - en stemning, der viser sig at være langtidsholdbar.

- Kjeld Frandsen