DANSK MUSIK TIDSSKRIFT   april 1995

Når musikken krydser spor
Om komponisten og trompetisten Michael Mantler
af Morten Nymand

Er det jazz? Eller er det klassisk? Den herboende østrigsk-amerikanske  komponist og trompetist Michael Mantler ønsker ikke selv at sætte sin musik  bås, men det står klart, at hans musik flyder i grænselandet mellem jazz -traditionen og den nye kompositionsmusik - kombineret med rockelementer.

   Jazzen har mange ansigter. Musikken presenteres på mange måder og krydser ofte spor med andre stilarter og udvider dermed til stadighed sit grund-territorium. Efterhånden kan selve ordet jazz virke som en begrænsning for mange musikere og komponister. For nogle af de kunstnere, vi i dag forbinder med jazz, råder over et langt større register. De spiller musik, der ikke umiddelbart kan rubriceres og katagoriseres.
   En af denne gråzonens musikere er den østrigsk-amerikanske komponist og trompetist Michael Mantler, der de sidste fire år har boet og arbejdet i København. Han har gennem en årrække været en af de vigtigste figurer inden for sammensmeltningen af jazz og ny klassisk kompositionsmusik.
   "Min musik er umulig at sætte etiket på. Og det giver problemer med at få præsenteret, fremført og solgt musikken" siger Michael Mantler til Dansk Musik Tidsskrift.
    "Jazzfolk siger til mig, at det er ny kompositionsmusik jeg laver, og de klassiske tilhængere hævder, at det er jazz. Det skaber tvivl om, hvor musikken skal placeres i pladeforretningerne, i hvilke koncerthuse den skal fremføres, og hvad det er for et publikum, man egentlig henvender sig til" fortæller han.
    Direkte adspurgt afstår han selv fra at give en personlig beskrivelse af sin musik, men karakteriserer den dog som "moderne klassisk musik med jazz- og fusions-elementer" - men fremhæver samtidig, at han absolut ikke stræber efter at lave en decideret kombination af jazz og ny kompositionsmusik.
    "Sådan skriver jeg nu engang musik - det er simpelthen den slags musik og lyd, jeg godt kan lide, og så må jeg se stort på, at kritikere og pressen er så fokuserede på at sætte alting i faste rammer" fastslår han.

Avantgarde
Den nu 51-årige Mantler er født i Wien, hvor han startede sin karriere med trompet- og musikvidenskabelige studier ved Musikakademiet ved Wiens Universitet. I 1962 rejste han til USA for at fortsætte studierne på Berklee i Boston. Han afbrød imidlertid disse studier for at satse på at spille og komponere, og slog da også igennem som freejazz-musiker i midten af 60'erne i New York. Her startede han et samarbejde med en af de mest betydningsfulde avantgardejazz-musikere, pianisten Cecil Taylor, hvis musik bygger på det atonale og den frie rytmik uden entydig puls.
    Mantler blev herefter involveret i musiker- og komponist-kollektivet Jazz Composer's Guild, hvor han sammen med pianisten Carla Bley - som han i øvrigt senere giftede sig med - dannede Jazz Composer's Orchestra Association. En non-profit organisation, der bestilte, opførte og indspillede nye kompositioner for større jazzensembler.
    Selskabet havde imidlertid store problemer med at få distribueret deres indspilninger. Det resulterede i, at Mantler i 1972 dannede New Music Distribution Service - et selskab, der i knap 20 år distribuerede små, uafhængige pladeselskabers udgivelser. Oprettelsen af New Music Distribution Service førte senere til, at Mantler også stiftede sit eget pladeselskab, WATT.
    I denne travle periode, hvor Mantler både ledede et distributions-selskab og fungerede som studieejer og pladeudgiver, turnerede han samtidig over hele verden med Carla Bleys store orkester og sine egne musikalske projekter - dengang med hovedvægten på jazzformen.

Solister
"Tingene var anderledes dengang. De musikere, jeg arbejdede med i 60'erne og 70'erne, var efter min opfattelse langt bedre solister, end jazzmusikere er i dag. Dengang havde jeg ingen problemer med at indarbejde forskellige improvisationsstykker i min musik, som var overladt fuldt ud til solisten, fordi jeg vidste, at resultatet ville blive godt.
    Det er helt anderledes i dag. Jazzmusikerne er måske nok teknisk gode - måske bedre end nogensinde - men de er ikke originale. De spiller musik, som er hørt for - der er intet nyt at hente. Det er mærkeligt - jazzen er faktisk ved at blive klassisk i den forstand, at de samme numre kører i ring. Hvis man endelig skal tale om fornyelse, kan man måske hente noget i sammensætningen af orkestrene eller i de elektroniske udfordringer. Men selve musikken, det basale - det forbliver kendt materiale" siger Michael Mantler.
    Det er den væsentligste årsag til, at det meste af Mantlers musik i de senere år er nedskrevet fra ende til anden. Han har koncentreret og disciplineret sin musik, så den i dag fremstår som gennemkomponeret. Det er i høj grad blevet musikken i sig selv, der varetager det solistiske element. Og dog.
    "Der er faktisk stadig et vist råderum for improvisation" siger Mantler. "Og det er netop derfor, at jeg ofte foretrækker at bruge jazz musikere til at fremføre min musik. Godt nok er musikken noteret, men ikke desto mindre spiller jazz musikere noderne på en særlig facon. For det første fordi de som regel er dygtige musikere med et personligt udtryk. Men specielt fordi de har en særlig måde at frasere en melodi på - en frasering eller fortolkning med nogle elementer af frihed. En frihed, som i mine øre tit er at foretrække frem for klassiske musikere, der spiller noderne meget slavisk, meget lige efter bogen" forklarer Mantler.

Komponist-rollen
I de sidste mange år har Michael Mantler set sig selv mere som arrangør og komponist end som trompetist. Og i USA har Mantler således som komponist fået arbejdslegater fra blandt andet Creative Artists Program Service, National Endowment for the Arts og Ford Foundation.
    "Jeg prover at lave stærk musik. Følelsesmæssig musik. Min musik skal nå modtageren på det følelsesmæssige plan. Jeg er ikke interesseret i at analysere og intellektualisere musikken for meget" siger Mantler.
    Han afsIører, at der ofte går lang tid mellem tilblivelsen af de enkelte værker, og at han praktisk talt kun skriver musik, når han er involveret i et bestemt projekt.
    "For det meste går jeg så rundt i flere dage og tænker over projektet - uden at skrive en eneste node ned. Og så bryder det pludselig los: En masse ideer, brudstykker og elementer uden en egentlig form. Så kommer den svære proces - at udvælge og smide ud, at kombinere og danne sammenhæng. Jeg afslutter først et værk, når jeg selv er 100 procent tilfreds med det. Mine kompositioner skal have en vis form for logik. Jeg forsøger at lave original musik, men folk, der har hørt mine forskellige projekter gennem årene, vil ganske givet kunne genkende nogle elementer" siger Michael Mantler.
    Og glimt af gentagelser kan man faktisk finde i Mantlers projekter -både motivisk og strukturelt. Værkerne ejer som regel ingen regulær puls eller egentligt drive, de fremstår ofte som en kombination af monotoni og polyrytmik med en række trinvise strofe-forskydninger. Tonesproget rummer en fascinerende flertydighed - en balance mellem uforanderlighed og udvikling. Mantlers kompositioner er endvidere ofte meget eftertænksomme og til tider dystre. Er det et udtryk, han bevidst stræbere efter?
    "Jeg går ikke rundt og overvejer det til daglig. Men hvis jeg sætter mig ned og tænker over, hvad der sker rundt omkring i verden, hvad mennesker gør ved hinanden og Jorden - ja, så er det faktisk ofte en dyster konklusion, jeg når frem til. Og det afspejles selvfølgelig også i min musik" siger Michael Mantler.

Stemmens betydning
Udover den lidt melankolske og gådefulde fremtoning har Mantlers musik - og det er de fleste musikkritikere og anmeldere enige om - et dybt menneskeligt, varmt og vedkommende udtryk. Et udtryk, der formidles gennem Mantlers brug af den menneskelige stemme. En hovedingrediens i Mantlers værker gennem flere årtier hvor han blandt andet har benyttet rocksangerne Jack Bruce, Marianne Faithfull og Robert Wyatt som formidlere af lyriktekster.
    "Det er ikke fordi, jeg er specielt fascineret af digte, men jeg er vild med stemmer - de er et meget udtryksfuldt instrument. Men jeg bryder mig ikke om non-verbal sang. Derfor behøver jeg ord, for at stemmen kan synge. Og de ord jeg kan lide, og som ligger tæt op ad de stemninger og følelser jeg gerne vil udtrykke, dem finder jeg oftest hos digtere som for eksempel Samuel Beckett, Harold Pinter, Edward Gorey, Ernst Meister, Philippe Soupault og Giuseppe Ungaretti" fortæller Michael Mantler.
    "For eksempel er Samuel Beckett vigtig for mig, fordi han siger de ting, som jeg synes eksisterer i hverdagen, og han siger dem på en abstrakt måde og i et meget smukt sprog."
    Og selve sproget er også vigtigt for Mantler. Det virker som om, at digternes forskellige national-sprog nærmest 'farver' de enkelte kompositioner, fremhæver han.
    "Hvert sprog har sin stil - det så at sige sætter kursen for de enkelte kompositioner. Selv foretrækker jeg italiensk og fransk. Tysk er meget skarpt, og engelsk er faktisk det mest farveløse sprog af de sprog, jeg benytter" siger Michael Mantler.

Europæiske orkestre
Den østrigsk-amerikanske komponist har gennem sin nu godt 30-årige karriere foretaget talrige indspilninger i eget navn med forskellige orkesterstørrelser og instrumentationer. Fra de tidlige freejazz-plader med The Jazz Composer's Orchestra over den synthesizer-dominerede duo-indspilning Alien med keyboardspilleren Don Preston til den mere klassisk prægede Something There  med London Symphony Orchestra.
    Endvidere har han medvirket på trompet på en stribe cd'er med andre kunstnere, først og fremmest Carla Bley Band, men også med kendte musikere som jazzbassisten Charlie Haden og rockmusikeren Nick Mason.
    I de senere år har Michael Mantler fået adskillige bestillingsarbejder som komponist samt optrådt med en række europæiske orkestre. For eksempel har Mantler samarbejdet med Sveriges Radio, Norddeutscher Rundfunk, Westdeutscher Rundfunk, operaen i Lille, den østrigske Donau Festival og ikke mindst med Danmarks Radios ensembler.
    For Danmarks Radios Underholdningsorkester samt trompet- og guitarsolist skrev han således i 1987 en suite, Many Have No Speech, der også er udgivet på plade. I 1991 skrev han både stykker til Radioens Big Band og til Norddeutscher Rundfunks Big Band i Hamburg.
    I 1992 indspillede Mantler et nyt album for det tyske selskab ECM, som han har været knyttet til i mange år. Pladen bærer titlen Folly Seeing All This, og præsenterer blandt andet Balanescu Kvartetten. Denne cd rummer flere nye instrumentale stykker og et enkelt stykke baseret på Samuel Becketts sidste digt, What Is The Word, skrevet kort for digterens død i 1989, og sunget af Jack Bruce.

Den danske forbindelse
Som konsekvens af Mantlers stadigt mere dominerende komponist-rolle, er det efterhånden sjæIdent, at han optræder live. Men Mantler har dog kunnet træffes på danske scener et par gange i de forløbne år. I 1993 stiftede Michael Mantler - der i øvrigt både i 1993 og 1994 modtog arbejdslegater fra Statens Kunstfond - således et nyt ensemble i Danmark, kaldet Chamber Music and Songs. Et ensemble sammensat af Mantler selv på trompet, Mona Larsen (sang), Bjarne Roupé (guitar), Kim Kristensen (keyboard) og en strygekvartet med Marianne Sørensen (violin), Mette Winther (bratsch), Gunnar Lychou (bratsch) og Helle Sørensen (cello). Uropførelsen af ensemblets første værker fandt sted i Copenhagen Jazz House i september 93, og værkerne blev senere optaget i studie af Danmarks Radio.
    Men Mantlers indflydelse på det danske musikmiljø rækker videre end ovenstående projekter. Allerede i 1989 fungerede Mantler som producer for den danske jazzgruppe Avantgarden Party med blandt andre trompetisten Henrik Bolberg Pedersen, saxofonisten Frederik Lundin, bassisten Klavs Hovman og trommeslageren Ole Theill.
    Samtidig har en række danske jazzmusikere, der eksperimenterer med at blande de forskellige musikstilarter, omend ikke direkte kopieret dele af Mantlers musik-univers, så med al sandsynlighed, hentet inspiration fra det specielle mix af jazz- fusions- og klassiske elementer, som Mantler har været toneangivende eksponent for gennem de sidste 30 år.
    Det gælder blandt andet kunstnere som trompetisten Palle Mikkelborg, slagtøjsspilleren Marilyn Mazur, keyboardmanden Kenneth Knudsen og pianisten Kim Kristensen. Og sidstnævnte arbejder Mantler altså den dag i dag faktisk sammen med i Chamber Music and Songs.
    Michael Mantlers senest opførte projekt herhjemme Cerco Un Paese  Innocente  (Jeg søger efter et uskyldigt land) - en suite af sange og mellemspil for sanger, atypisk big band og kammerensemble - er baseret på lyrik af den italienske digter Giuseppe Ungaretti.
    Suiten blev uropført i januar 1994 med Radioens Big Band plus Chamber Music and Songs med Mona Larsen i hovedrollen. Suiten er indspillet i studie til pladeudgivelse fra ECM Records i marts måned 1995.
    "Jeg er utrolig glad for at arbejde med denne konstellation. Mona Larsen er en fantastisk dygtig sangerinde - hun fortolker poesiteksterne meget overbevisende" siger Michael Mantler.
    Komponisten lægger ikke skjul på, at hans musik kræver noget af lytteren. "Jeg foretrækker at spille seriøs musik. Hermed mener jeg speciel musik, lidt mere svært tilgængelige værker end den almindelige kommercielle strøm af let musik. Mine kompositioner kræver faktisk, at lytteren er koncentreret - det er alt andet end baggrundsmusik. Lytteren skal sætte sig ned og bruge tid på kun at lytte - nøjagtig som når man Iæser en bog eller ser et teaterstykke. Desværre er det færre og færre, der er villige eller giver sig selv tid til at lytte til musik. Musik er mere og mere blevet en vare og en dårlig vane, der kører i baggrunden" siger Michael Mantler.