POLITIKEN   18. januar 1994

Stærkere for hver gang
Stemmen brugt som instrument

Michael Mantler: Cerco un paese innocente med Michael Mantler Group og Radioens Big Band under ledelse af Ole Kock Hansen i Radiohusets studie 2, søndag.

Nogen fornyelse af Michael Mantlers tonesprog skal man ikke forvente sig, når man står over for at skulle mode et nyt arbejde af den siden 1991 herboende østrigsk-amerikanske komponist og trompetist. Tværtimod er det ligefrem påfaldende, i hvor høj grad ban fra værk til værk bygger sin musik på gentagelser, både motivisk og strukturelt i sine trinvise forskydninger, understøttet af an puls, der på en forunderlig vis kombinerer monotoni og polyrytmik.

Så meget desto mere slående er det derfor, at selve oplevelsen af Mantlers musik synes at blive stærkere for hver gang. Man kan hævde, at det suggestive, evnen til at bringe tilhørerne i en slags trance, er indbygget i Mantlers minimalistiske metode. Men for at give musikken et dybt menneskeligt udtryk skal der noget mere til. Og det er netop dette, der er lykkedes så smukt, ikke mindst i hans to sidste store værker, Folly Seeing All This fra 1992 og Cerco un paese innocente, der fik sin uropførelse i radiohusets studie 2 i søndags.

Det, der tilfører Mantlers musik denne dimension, er først og fremmest hans brug af den menneskelige stemme. Og vel at mærke ikke som et instrument i ordløs sang, men med udgangspunkt i et litterært forlæg. For der skal ord til for at forme det musikalske udtryk optimalt, for at give fraseringerne den rette vægt og rytmiske fornemmelse. Denne gang havde Mantler fundet sin inspiration i tekster af den italienske digter Giuseppe Ungaretti. Og som Mona Larsen sang dem, formåede hun også at gøre deres emotionelle indhold begribeligt for os - til trods for, at vi ikke forstod dem.

Men der var andet end det. I betragtning af, hvor insisterende Mantler er i brugen af sit tonesprog, var det forbløffende at registrere, hvordan musikken syntes at tage farve af det italienske sprog. Og dette blev yderligere akcentueret gennem Mantlers raffinerede og rigt nuancerede udnyttelse af det store og usædvanlige instrumentarium.

Radioens Big Band, i hvilket rørblæserne ved denne lejlighed helt havde forsagte saxofonerne, en strygekvartet, Kim Kristensens elektriske keyboards, Bjarne Roupés guitar og Mantlers egen åbne trompet dannede en kombination, der både gav plads for individuelle indsatser og for at lade mindre grupperinger fremstå i passager af kammermusikalsk karakter - og som kunne samle sig i øjeblikke af undertiden betydelig klanglig ekspressivitet. Altsammen holdt på plads under Ole Kock Hansens beundringsværdigt sikre og fintmærkende direktion.

- Boris Rabinowitsch

Det uskyldige land
Michael Mantler: Cerco un paese innocente.

Mona Larsen and The Danish Radio Big Band plus Soloists
(ECM 527 092-2)

Hvor egenartet en musik, den nu herboende østrigsk-amerikanske komponist Michael Mantler skriver, erfarede jeg tidligere på året, da jeg uforvarende dumpede ned i et tv-portræt af de musikalske Sørensen-søstre. Det skete midt under opførelsen af en strygekvartet, men det tog mig ikke lang tid at identificere ophavsmanden som Mantler.

I dette tilfalde var der altså tale om et stykke ren klassicisme, men ellers er det netop karakteristisk for Mantlers musik, at den i kraft af sin integritet hæver sig over alle kategorier. Han har skabt sig sit eget tonesprog og sin egen metodik i måden, hvorpå de som oftest ganske enkle motiver forskyder sig trinvist i en kombination af insisterende monotoni og ubønhørlig fremdrift.

Lige så væsentligt er imidlertid musikkens emotionelle budskab. Det er præget en alvor - for ikke at sige tungsindighed - der også kræver en ikke uanselig indre styrke hos modtageren, hvis denne ikke skal blive knuget helt of aldeles. Men kan man stå imod, så vil man både finde skønhed og forløsning i musikken. Og jeg tror ikke, at den tidligere har udfoldet sig så rigt og så varieret som i Cerco un paese innocente (Jeg søger et uskyldigt land), der er bygget over den italienske digter Giuseppe Ungarettis ord.

Mona Larsen synger dem med beundringsværdig indlevelse og rytmisk pointering, og instrumentationen, der foruden Radioens Big Band omfatter en strygekvartet samt guitaristen Bjarne Roupé, pianisten Kim Kristenensen og Mantler selv på trompet som yderligere solister, synes også afdække en ny, mere melodisk og lyrisk side hos Mantler. Sarnmenfletningen af strygerne og træblæserne i suitens fjerde vil jeg ligefrem kalde yndefuld. Hvem skulle have troet det før?

- Boris Rabinowitsch

For den herboende amerikanske komponist Michael Mantler har det aldrig været noget diskussionsemne, end sige problem, hvorvidt det kan lade sig gøre at forene musikere af forskellig observans, klassisk, jazz og rock, i et fælles musikalsk udtryk. Han gør det bare. Og han har været i stand til at gennemføre det med held, fordi hans musik - som han fremlægger den for os - ikke giver sig af med at afprøve diverse muligheder, men fordi han sigter imod noget langt højere. Nemlig opfyldelsen af en vision.

En vision, der har været uberørt af alle de omskiftelser, hans musik under en 30-årig karriere har taget form af. Og som har ført til udviklingen af et tonesprog, der med sine gentagelsesmønstre synes at kredse tættere og tættere omkring sig selv, men som navnlig igennem de senere år har åbnet sig emotionelt på en måde, der netop i kraft af sin flertydighed fascinerer publikum.

For i grunden ser Mantler jo med et frygteligt sortsyn på sin omverden. Og rent bogstaveligt har det vel næppe fremtrådt så klart som i hans seneste og mest ambitiøse værk, The School of Languages. 'En slags opera', som han selv betegner det, idet værket ikke har nogen egentlig handlingsgang, men nok en del sceniske effekter og en rolleliste, en lærer, fem elever og en iagttager, der skal tjene til at karakterisere forestillingens syv sangere.

På scenen sidder desuden et instrumentalensemble på ni musikere, blandt dem Mantler selv som dirigent og trompetsolist, mens Line Baun Danielsen ses p& videoskærme som nyhedsoplaeser. Det er hendes opgave at skildre de utallige fortrædeligheder, som opfyIder menneskenes hverdag, mens sangerne kommenterer dem - uden dog at finde noget forløsende svar. En lille kærlighedshistorie imellem to af eleverne synes heller ikke at have de bedste udsigter.

Det mærkelige er, at musikken - uden at den kan siges at være usolidarisk med teksten - alligevel rummer en fortrøstning. Vi skal ikke blot tvivle på det gode, men også på det onde. Og i tvivlen ligger håbet.

Dette budskab kom definitivt til udtryk i værkets slutning, en udbygning af Mantlers tidligere komposition på grundlag af Samuel Becketts digt What Is The Word. Som Jack Bruce sang det, ledsaget af ensemblet i salen og et forud indspillet bånd med Underholdningsorkestrets strygergruppe under Giordano Bellincampis ledelse, blev det en sjælerystende oplevelse. Nedtrapningen, for at komme til sig igen, var tiltrængt. Men at få hele digtet ord for ord repeteret på videoskaerme trak for længe ud. Det blev til et antiklimaks.

Andre detaljer kan diskuteres. Nyhedsindslagene behøvede vel heller ikke at være så lange, visse steder kunne der måske endog stryges (elevernes kommentarer efter kærlighedsindslagene forekom mig ikke vellykkede), og ved siden af Bruces formidable indsats kunne nogle af de øvrige stemmer tage sig for spagfærdige ud. Men tilbage står indtrykket af et værk, der med sine to timers varighed ikke blot er stort, men også storslået.

- Boris Rabinowitsch

Mageløse Mantler

Efter udgivelsen af cd'en 'Songs And One Symphony' sidste år, der i hvert fald her i bladet fik en alt andet end venlig modtagelse, vil jeg ikke tøve med at betegne Michael Mantlers nye cd, 'Hide And Seek', som en triumf. Her er han tilbage i den rytmiske musik og med en mindre besætning, og som så ofte før, hvor han har taget afsæt i litterære tekster af bl.a. Harold Pinter, Samuel Beckett og Giuseppe Ungaretti, er det denne gang igen en digter, amerikanske Paul Auster, der har tjent som inspiration.

Det er musik, der befæster Mantlers unikke, men også udsatte position i kraft af det særegne tonesprog, der har fulgt ham i så mange år og som har gjort det vanskeligt at binde ham til nogen specifik musikalsk genre. Men det er også musik, der overrasker ved sin frodighed og en udtrykskraft, der ikke blot gælder sangerne Robert Wyatts og Susi HyIdgaards indsatser, men i endnu højere grad de instrumentale omgivelser, som de indgår i. Og mens Mantlers tidligere værker gerne beskrev en langsom udvikling eller ligefrem tilstandsformer, hvor tidsbegrebet på det nærmeste syntes opløst, så danner den nye cd et forløb af korte scener eller øjebliksbilleder. Seks af de i alt sytten indslag er rent instrumentale, blandt dem et par, der i deres rytmiske fyrværkeri viser en helt ny side af Mantler. Lige så bemærkelsesværdigt er samspillet mellem sang og orkestrering i de øvrige indslag. Udformet med en sans for variation og klanglig farvelægning, der mesterligt udnytter det elleve m/k store ensemble. lkke mindst Susi Hyldgaards harmonika tilfører det sin helt egen tone, men også Roger Jannotta på fløjte, obo og klarinet, Per Salo på piano, Tineke Noordhoek på vibrafon og marimba og Bjarne Roupé på guitar høres i fremtrædende roller. Sit emotionelle højdepunkt når musikken i 'What Can We Do?', som man næppe kan lytte til uden at føle sig rystet i sit inderste.

Paul Austers 'Hide And Seek' vil i øvrigt blive opført i Kanonhallen i begyndelsen af næste år ved en forestilling med Rolf Heim som instruktør og Michael Mantlers musik.

- Boris Rabinowitsch